Jubilæum for alle
Man kan stille sig selv et spørgsmål, der hedder ”Hvornår fejrer man bedst et jubilæum?” Det mest oplagte svar ville nok være ”på selve dagen”, men da en omfattende virus lagde vejen forbi vores samfund i en længerevarende periode, så var dette desværre ikke en mulighed.
Næste spørgsmål kunne være: ”Hvordan fejrer man bedst et jubilæum?” Svaret dertil ligger ikke lige til højrebenet, og meningerne herom vil være mange. Der er derfor blevet nedsat et jubilæumsudvalg, som har fået til opgave at tænke tanker omkring en fejring af både jubilæum for RIF, som i 2020 kunne prale af at have eksisteret i 50 år OG for RIFs Venner, som her i 2022 stolt runder de 40 år.
Tankerne omkring en kombineret fejring af disse to jubilæer sammenlagt med en anderledes sommerfest er indtil videre endt ud i det, vi i planlægningsudvalget har valgt at kalde ”Jubilæumsmåned i RIF”.
Vi har med tankerne forsøgt at ramme alle vores lokale borgere lige fra de mindste børn til de ældste seniorer. I stedet for at prøve at indfange alle på én gang i løbet af 3 dage, som vi kender det fra det velkendte koncept omkring sommerfesten i RIF, så bliver løjerne i år fordelt ud på 4 weekender, hvor hver weekend har hver sin målgruppe.
Alle detaljer er endnu ikke på plads, men vi kan løfte sløret for lidt af planerne, ikke mindst så alle allerede nu kan sætte et kryds – og meget gerne flere – i kalenderen. Datoerne er faste, men tidspunkterne kan bliver rykket lidt, efterhånden som det endelige program falder på plads.
Lørdag den 20. august lægger vi ud med idrættens dag. En dag for hele familien, hvor alle idrætsforeningens aktiviteter bliver præsenteret på forskellige måder. En dag med mulighed for bl.a. idræt, frokost, tombola og masser af hygge med familie, venner og naboer. Forventet tidsrum: Kl. 10-16.
Lørdag den 27. august fortsætter vi med en dag, hvor familiernes yngste (0-13 år) er i centrum. Vi fylder Rolfhallen med diverse legeaktiviteter – fx hoppepude, rutsjebane, forhindringsbane, kuglebad osv. Børnene betaler for indgang, og derefter vil alle aktiviteter være gratis. Imens børnene boltrer sig i hallen, er der mulighed for at forældrene kan hygge sig i cafeen. Det forventes, at mindre børn har en voksen ledsager med. Dagen er ikke tænkt som en pasningsordningJ Forventet tidsrum: Kl. 10-16.
Fredag den 2. september rykker ungdommen ind i hallen, hvor vi åbner dørene for teenagere i alderen 14-17 år, som har lyst til at opleve en halfest i Rolfhallen ”som i gamle dage”. Der vil ikke bliver solgt alkohol til deltagerne, men de har mulighed for selv at medbringe dette i begrænsede mængder. Drikkelsen vil blive udleveret løbende til deltagerne under opsyn af ansvarlige voksne. Derudover vil der naturligvis være masser af musik og mulighed for at deltage i en fed aften. Forventet tidsrum: Kl. 21-01.
Vi runder jubilæumsmåneden af lørdag den 10. september om aftenen, hvor vi afholder jubilæumsfest for voksne (18+). Der vil være masser af mad og drikkelse, jubilæumstaler, festlige indslag, fed live-musik, uddeling af RIF-pris osv. osv. En aften med mulighed for at fejre jubilæum sammen med alle dem, som har holdt RIF og RIFs Venner kørende i mange mange år. En aften med mulighed for hyggeligt samvær krydret med en anelse af nostalgi. Forventet tidsrum: Kl. 18.30-01.
Lyder det som en jubilæumsmåned, der er værd at deltage i? Det tror vi nok, det gør.
Så er du ny eller gammel RIF´er, lokal borger eller noget helt andet, så mød op og vær med. Vi glæder os til at se dig…
Mvh. jubilæumsudvalget