Udskriv

Kære alle i RIF

Så er der endnu engang kommet nye retningslinjer i forhold til at forebygge smittespredningen af Covid-19, og de får betydning for aktivitetsniveauet i RIF i den kommende tid.

De nye restriktioner der iværksættes i morgen rammer RIF da vi både har medlemmer og instruktører/trænere med bopæl i Odense Kommune. Desværre er Odense Kommune en af de 38 kommuner, der er underlagt skærpede restriktioner til og med den 3-1-2021.

Ifølge de nye retningslinjer kan borgere fra en af de 38 kommuner med skærpede restriktioner ikke udøve aktiviteter eller stå for at afvikle aktiviteter i øvrige kommuner.

Derfor bliver vi nødt til at bede vores frivillige og vores medlemmer med bopæl i Odense Kommune om at indstille deres aktivitet i RIF indtil vi når frem til den 3-1-2021.

Det er på mange måder en underlig situation, at bede både medlemmer og frivillige om at blive væk fra det fællesskab, de aktivt har valgt at være en del af, eller at stå i spidsen for, fordi deres bopæl ligger på den forkerte side af en kommunegrænse, men situationen er ekstraordinær, og vi må alle gøre hvad vi kan for at få brudt smittespredningen.

Vi håber, at dette tiltag kan være med til at knække kurven, og at I som frivillige og medlemmer i RIF vil være med til at bakke op om initiativet så vi kan komme tilbage til et normalniveau så hurtigt som muligt.

Spørgsmål kan som altid rettes til hovedbestyrelsen.